Uddrag fra første del af kapitel 7:

Medgang og modgang (1889 – 1897)

Verdensudstillingen i 1889 i Paris, hvor Viggo skal udstille, står nu for døren. Martha forbereder sig omhyggeligt og læser fransk hos Paul Gauguins danske kone, Mette, og glæder sig til at gense kusinen Anna, der studerer hos Puvis de Chavanne i Paris.

Den ihærdige og velhavende brygger Carl Jacobsen, der skal fremvise sin nye Carlsberg-øl, står i spidsen for en privat industrikomité, mens Viggo er medlem af en kunstkomité. Han og de andre medlemmer, P. S. Krøyer og Joakim Skovgaard, vil vise verden, hvor langt dansk kunst er kommet i forhold til en meget ublid medfart på verdensudstillingen i Paris 11 år tidligere. De lader derfor – ud over dem selv – helt andre kunstnere udstille. I 1878 mente kritikerne, at dansk kunst med sin senromantiske malertradition og idylliserende, nationale motiver – især repræsenteret med malerier af Vilhelm Marstrand og P. C. Skovgaard – havde stået i stampe, mens resten af Europa havde udviklet sig. "Hvis landenes relative styrke i malerkunsten skulle angives med farve på landkortet, måtte man male Danmark over med sort," lød en anmeldelse.

Verdensudstillingen, der samtidig markerer 100-året for den franske revolution ved at rejse Eiffeltårnet, er et tilløbsstykke.

Viggo og Martha er et smukt og velklædt par, Martha lidt højere end Viggo, når de vandrer arm i arm ned ad de store boulevarder med grønne kastanjetræer. I Luxemburg–haven pjasker springvandet, og skovduerne bygger rede i træerne. De deltager under stor festivitas ved åbningen, hvor Viggo udstiller sine store værker "Børnene vaskes", "Køkkeninteriør", "Aftenpassiar" og "Efter aftensmaden".

Om aftenen er Viggo og Martha til fest på restauranten i Eiffeltårnet, hvor Carl Jacobsen er vært. Viggo har vundet guldmedalje for "Børnene vaskes", ligesom vennerne Michael Ancher og P. S. Krøyer også har vundet førsteprisen. Glassene bliver højtideligt hævet, og man skåler på, at det nationale nederlag 11 år tidligere er fortid. Hjemvendt fra Paris eksperimenterer Viggo for alvor med inspiration fra den franske impressionisme. Han udstiller senere det år en række landskabsmalerier på en stor impressionistisk udstilling, "Nordiske og franske impressionister", som hans bedste ven, Karl Madsen, arrangerer.

Men noget skæbnesvangert er sket i Paris, uden at Martha og Viggo aner, hvilken betydning det vil få for deres liv. Krøyer har nemlig mødt den smukke Marie Triepke og dropper Marthas gamle veninde, Helene Christensen, som han – trods manglende frieri – har været kæreste med en rum tid. Og snart efter offentliggør Krøyer forlovelsen. Viggo lykønsker sin gamle ven, men er måske i virkeligheden knapt så begejstret for forlovelsen, og Martha endnu mindre – hun må se sin barndomsveninde vraget: 
 "Nå, i herrens navn, tillykke da. Og du, du indædte pebersvend, som var så lykkelig over, at du var fri; bagtalte eller rettere ikke forsømte en lejlighed til at rakke ned på det hellige ægteskab med de mest veltalende, af overbevisning glødende ord, du står nu der parat til at gøre alle dine ord til løgn. (…). Skønt du altså nok indser, at du er sunket betydelig i vor agtelse som karakter, så vil vi dog ønske dig rigtig megen held og lykke, dig såvel som din udvalgte, og ønske jer velkommen."

Juleaften 1890 bliver, som de andre juleaftener i familien Johansen, fejret så helt anderledes end i Viggos eget barndomshjem, hvor etårige Olavs død – ham som elskede juletræet – gjorde, at juleaften blev forbundet med sorg og traumer, og juletræet afskaffet. Men nu – i 1890 – blander voksen- og børnestemmer sig i sang omkring juletræet i Viggos hjem. Lysten til at fastholde øjeblikket i et maleri opstår – og det bliver starten på det ikoniske værk, der udødeliggør Viggo og spreder kendskabet til hans arbejde i hele verden længe efter hans død. 

Viggo går i gang i dagene efter. Han vil selv med på billedet og lader vennen, Otto Benzon, fotografere ham, men ombestemmer sig – han står bag træet, siger han i spøg til børnene.

Martha er godt tilfreds med hans valg af motiv:  "når han nu kun må få den rette stemning deri – festlighed og glæde må der i. Børnenes glæde over træet og min glæde over børnene."

Som altid laver Viggo omhyggeligt skitser forud for sit værk, som på nedenstående studie.

Men Martha er i 1891 udbrændt. Hendes breve med den ellers så smukke og sirlige håndskrift i blæk er afløst af store, klodsede blyantsbogstaver. Endnu et vers kører rundt i hendes hoved: "Oh moder, har du ikke glemt en plads ved livets fest for mig?", også selvom der er hjælp med børnene. Foruden Marthas moster, "Store Nanna", har Martha i medlidenhed ladet sin gamle veninde, Helene Christensen, flytte ind, efter at Krøyer har droppet hende til fordel for Marie Krøyer. Helene Christensen er ifølge børnene "et livsstykke" i modsætning til udmattede Martha, som knokler med sine pligter, først og fremmest med at holde Viggo til ilden.

Endnu en festlighed følger efter juleaften. Den 3. januar er det Viggos 40-års fødselsdag, og vennerne Julius Paulsen, L. A. Ring og Thorvald Bindesbøll kommer til frokost. Bagefter går de tur på Langelinie i den klare vinterdag med rim på træerne og skøjteløbere på vandet. Om aftenen har kunsthandleren Alfred Bramsen arrangeret middag – blandt gæsterne er maleren Sigurd Wandel og Karl Madsen med hustruer. Viggo bliver begavet med cigarer, vermouth, kage, honning, pickles og mjød.

Men kort efter modtager Viggo i januar et vredt brev fra P. S. Krøyer. Krøyer mener, at Martha er medvirkende til at sprede rygterne om, at hans kone, Marie, udnyttede sin forlovelse med Heinrich Hirschsprungs søn, Robert Hirschsprung, til at få 200 kr. – de penge, som hun rejste til Paris for, hvor hun mødte Krøyer og brød forlovelsen med Robert:
 "Jeg fik i dag et brev fra frøken Christensen, hvori hun sagde til mig, at du var kommet forfærdet hjem. Du havde hørt, at jeg var forbitret på jer og ikke ville have noget med jer at gøre, fordi I havde taget hende i huset, og at I havde arrangeret dette specielt for at udelukke os fra jeres hus (…) Når vi ikke har været hos jer – og ikke vil komme der – så er grunden ikke sligt tåbeligt snak, men det er den, at vi ved – og ved ikke af løse rygter, men af flere pålidelige ørevidner – at fru Martha, både hjemme og i jeres egen vennekreds og uden for i selskab har omtalt min hustru på en så skandaløs måde og gjort sig til tolk for de modbydeligste rygter. Det lader til at være en hel sport i jeres kreds at kaste smuds på min hustru under Marthas ægide, sekunderet af Bindesbøll og ligesindede. Oprigtigt talt, jeg forstår ikke, hvilke motiver I har kunnet have til at kaste jer over et væsen, som I aldeles ikke kendte, og dernæst, som min hustru, hun havde krav på sympati, venskab hos dem, der kaldte sig for mine venner. Man har åbenbart i din kreds ikke gjort sig tilstrækkelig klart, at den, der kaster smuds på min hustru, ikke kan være min 'ven. Det ligner dig selv, Johansen, så lidt at snakke ondt om nogen, at jeg slet ikke lægger dig personligt andet til last end det ansvar, du også har for dette. Men jeg antager, at du nu forstår grunden til, at min hustru og jeg ikke kommer i dit hus. Din gamle ven, P. S. Krøyer."

Martha skriver til Krøyer, og afviser at have spredt rygter. Og hun mener at alle i byen jo alligevel taler om det:
 "Johansen hørte forleden, det skulle være, at hun havde solgt sig for 200 kr. Muligvis har en eller anden spurgt, hvorledes hun havde råd til at opholde sig i Paris, og jeg har da svaret det, jeg havde hørt fra en meget pålidelig kilde, at Hirschsprung havde sendt penge – uden at lægge den forfærdeligt modbydelige lave mening deri, som senere er lagt ved at blive refereret."  Martha beder desuden i brevet om, at Krøyer skåner følsomme Viggo: 
 "Mit uvenskab kan De sagtens tåle, men De skulle have betænkt Dem lidt længere, inden De uden at undersøge sladderen, helt til bunds sårer en personlighed som Johansen, en ven fra Deres mulig lykkeligste tid således."

Krøyer svarer igen, at det for ham er underordnet, hvad alle taler om, men ikke, at hans venner også deltager i sladderen og afviser, at sagen har med Helene Christensen at gøre:
 "Jeg betragter det, at I har optaget frk. C. i jeres hus som en god gerning, som det ikke kunne falde mig ind at bebrejde jer."
 Desuden bebrejder han Viggo og Martha, at de ikke – sammen med de fælles venner – ville drikke hans og Maries skål efter forlovelsen.

Snart er det meste af vennekredsen involveret i konflikten, og de mærker, at parterne hiver i dem for at få dem over på deres side. En bombe er sprunget i det ellers så tætte kunstnerfællesskab, og alle lider under det. Kristian Zahrtmann tilbyder at mægle, men Martha takker nej. Og Anna Ancher foreslår en stor fest, så gamle stridigheder kan glemmes, men intet hjælper. Martha er overbevist om, at Marie og hendes bedste venner, Agnes og Harald Slott-Møller, der støtter hende, er årsagen til, at venskabet mellem Krøyer og Viggo ikke kan klinkes, som det jo ellers blev, da Krøyer og Michael Ancher nogle år tidligere ragede uklar med hinanden og skriver i sin dagbog:
 "Stakkels Krøyer, nu bliver det nærmest latterligt det hele. (…) Men han er ikke inderst på bunden frafalden – han kommer nok igen engang. Han er jo af karakter det mest elskværdige menneske, man kan tænke sig, men han er kommet i stærke hænder for tiden.”

Men kun en måned senere er Martha ikke så optimistisk:
 "Men nu håber jeg, vi skal få lov at leve i fred, når man nu holder sig på afstand, og så ikke velvillige sjæle vil prøve på at klistre os sammen (…) der vil altid blive kulde, det føler jeg bestemt."

Martha forudser, at sagen vil blive omtalt i årtier, måske ovenikøbet efter hendes død, og udarbejder derfor en hel sides notat om sagen. Ifølge hende startede det hele som jalousi over den optur, som Viggo netop havde haft med salg af billeder, tildeling af medaljer og med at få lov til at udvælge dansk kunst til en udstilling i München. Hun bider mærke i, at Marie Krøyers nære venner, Agnes og Harald Slott-Møller, ikke deltager i en middag for Krøyer på skydebanen, arrangeret af Krøyers venner, og tror ikke på forklaringen om, at festen kun er for Krøyers venner. I stedet tænker hun, at folk synes, at parret er gået for vidt i deres personlige angreb på hende og Viggo.

Sagen får også betydning for et senere rygte om Krøyers påståede uægte barn med Helene Christensen. Ifølge myten skulle hun være blevet gravid med Krøyer, rejst til Amerika og født et dødfødt barn dér. Men senere forskning viser, at hendes rejse til Amerika ligger meget længe efter hendes forhold til Krøyer, og læser man i de danske kirkebøger, optræder der ikke noget barn. Misforståelsen er sandsynligvis opstået i forbindelse med en overtolkning af Marthas breve i forbindelse med Krøyer-konflikten. Her skriver hun blandt andet:
 "… det ville være ulige lettere at kaste den foragt på hende, som hele den dannede og rene menneskehed nu mener at have ret til, vi har selv taget en del af foragten ved at tage hende i vort hus, vi kan imidlertid i vor samvittighed vise den foragt tilbage, hvor den har sin plads, og vi mener, at har vi gjort uret i den ene retning, så har vi oprettet en uret i den anden – som er den vanskeligste i denne dydige verden, hvor der skriges op over forholdsvis ubetydeligheder af samme folk, som hellere burde tie stille."
Men Martha henviser sandsynligvis bare til et erotisk forhold udenom ægteskabet, en omstændighed, der i samtiden blev mødt af moralsk fordømmelse.

Midt i februar er Martha og Viggo til middag hos apotekeren og erhvervsmanden, Alfred Benzon, hvor hun taler med den tids superstjerne i de intellektuelle kredse, nemlig den efter sigende kvindeprogressive Georg Brandes. Det er ikke nogen god oplevelse. Den altid selvsikre og noget skrappe Martha føler sig nu pludselig mindreværdig og skriver i dagbogen:
 "Jeg føler mig så underlig sky over for den mand, unaturlig bliver man jo af hans måde at tale på, når han forfærdelig slagfærdig spørger: 'Hvad mener de?' Ja, så følte jeg mig bare idiotisk og vendte mig fra ham.  Naturligt er det jo for vidt,  at han ved alting, og jeg ingenting, men ofte kan man jo også tale med  folk, der ved meget, uden at ens hjerne sådan øjeblikkelig tørrer ind. Det er en uhyggelig fornemmelse. Jeg skal passe på, om den gentager sig i fremtiden."
 Hun erindrer et middagsselskab hjemme hos Georg Brandes: "Det er jo irriterende at se konerne blive behandlet som sådanne underlegne stakler. Og har de været smukke, og så det senere viser sig, de bliver underlegne, så er det vel mændenes egen skyld. De har forsømt at lade konerne udvikle deres forstand og kun været henrykte over skønheden. Ih, så kommer al den flovhed og irritation ind i forholdet."
 Men i selskabet er heldigvis også kunstkritikeren Julius Lange, for "over for Lange kommer tørheden i hjernen aldrig."
 Også Otto Benzon, Alfred Benzons søn, der er i selskabet, får hun talt med og er overbevist om, at han er på deres side i sagen om Krøyer.
 Derhjemme skrider juletræsbilledet i dagligstuen frem gennem vinterens mørke måneder og fortsætter ind i foråret, blandt andet fordi børnene undervejs er blevet syge. Når dagslyset vælter ind, sætter Martha tæpper for gardinerne og sørger for, at gartneren regelmæssigt lægger vejen forbi med friske grangrene til erstatning for de visne. Og hun holder vejret og håber på det bedste med de mange tændte lys og børnene, der står model.
 I marts kommer den franske maler Paul Gauguin forbi København for at besøge sin danske kone, Mette Gauguin, og deres fem børn, der på grund af dårlig økonomi er flyttet tilbage til Danmark. Han aflægger også familien Johansen et visit og mener, at juletræsbilledet er for mørkt og skitserer med pastelfarver på papir, hvordan billedet kan forbedres. Viggo og Martha er uenige. Martha har i øvrigt ikke meget tiltro til Gauguins fremtid:
 "Han er selv en mærkelig mand, af type Alphonse Daudet, men ellers ikke videre soigneret og yderst udslukt i blikket. Ingen god skæbne har fulgt ham. Han var børsmand, blev som sådan gift med Mette Gad herfra, de boede i Paris, og havde det udmærket komfortabelt. Han købte i den tid dejlige møbler og skaffede sig alle de udmærkede billeder af franske impressionister, som han senere selv har haft med hertil. Så kom fallitten, og han blev selv maler.(…) Utrolig håbløst er det forhold, og sådan så han da også ud. Han vil nu rejse til Haiti – alle den slags forhold gør jo ikke stort, når man er ung, men jeg så hvide hår i hans sorte lange hår, hvide hår og så det udslukte blik; til Haiti – jeg ved ikke engang rigtig, hvor det er. Men jeg tænkte, tager du morgenrødens vinger på for at ile til det yderste hav, så der osv. – jeg, det husker jeg heller ikke rigtig, som jeg i det hele taget intet husker, men jeg ved, hvad jeg mente. Stor medlidenhed følte jeg med ham – store evner syntes jeg, han måtte have..."
 Ikke altid rammer Martha plet med sine ellers fremragende analyser og overblik. Selvom hun anerkender hans evner, underkender hun hans fremtid og de verdensberømte værker, som han skabte i Tahiti – ikke i Haiti, som hun skriver.
 Forårstid er udstillingstid i det Johansenske hjem, det summer af forventning og travlhed med at få alting klar. Og i år har Viggo slidt med at arrangere noget så sjældent som en stor kvindeudstilling i Kunstforeningen. Den fylder hele rummet med 11 kvindelige kunstnere, heriblandt Anna Ancher, og er både "morsom og interessant"ifølge Martha, men bliver desværre ignoreret af anmelderen Emil Hannover i Politiken. Kvinderne har fortsat mange odds imod sig.
 Året 1891 er opbrydningstid, ikke kun på det private plan. En række kunstnere gør oprør mod Charlottenborgs konventionelle adgangskrav, hvor nytænkende og banebrydende kunst bliver afvist. Som noget helt nyt starter de derfor "Den Frie Udstilling" hos kunsthandler Kleis. Flere af Viggos venner, blandt andet Julius Paulsen og Kristian Zahrtmann, udstiller dér, foruden også P. S. Krøyer. Viggo synes, "den Frie" er god nok, men den "varmer"ham ikke. Selv holder han sig fortsat til Charlottenborg og forsøger at holde sig uden for de ophedede debatter.
 I starten af april er juletræsbilledet næsten færdigt. Martha synes, at:
 "Slid har der været nok af. (…) Vi har nu undværet vor dagligstue på fjerde måned, men vi har i vort liv undværet så utrolig meget, bare for at opnå det ene simple at leve. Ja, så har vi opnået, tror jeg, det, at Johansen af mange regnes for en god maler – kunstner…"
 Planen er at nå anden ophængning på Charlottenborg og bagefter forsøge at sælge billedet i München. Martha forudser meget rigtigt, at billedet om mange år vil få sin betydning – at den slags "troværdige billeder være den bedste art historiemaleri." Hvor langt, det kommer til at række ud, gør Martha sig nok ingen forestillinger om. Billedet udstilles på verdensudstillingen i Chicago i 1893 og senere også i Tokyo og Yamaguchi i Japan.
 Viggo og Martha vil nødig have billedet på et provinsmuseum, hvor det kan
 blive glemt og sælger det derfor til Heinrich Hirschsprung med en rabat på 500 kroner på den betingelse, at "Glade Jul" er til hans private samling. Den vil nemlig overgå til et museum. Billedet bliver solgt i 1894, men afdragene fra Hirschsprung trækker ud, og Viggo truer i et øjebliks kådhed med at lade købet gå tilbage, hvilket Hirschsprung til Viggos fortrydelse accepterer. Men købet og sidste afdrag falder alligevel på plads i januar 1895.

Da sommeren står for døren i 1891, er det som så ofte før meningen, at familien skal til Skagen. Men børnene bliver syge, og Viggo tager alene afsted i forvejen.
 Forinden har han skrevet til P. S. Krøyer. Men da Viggo når frem, ligger der et brev fra Krøyer med hans snirklede håndskrift:
 "Jeg modtog dit brev ved min ankomst i går. Vi havde i forvejen forhørt os både hos Anchers og hos Brøndums og fået den bestemte erklæring, at I ikke kom til Skagen i år. Vi havde i modsat fald ikke valgt Skagen i år. Nu er det således arrangeret, at det ikke mere kan forandres for vort vedkommende. Når hver part holder sig for sig selv og undgår hinanden, håber jeg, at enhver ubehagelighed vil kunne undgås – jeg forudsætter, at vi på begge sider vil stræbe at undgå det."
 Viggo må sande, at Krøyer sammen med Marie har lejet hans og Marthas

 skagensbolig, Madam Bendtsens Gård, og forsøger trist at finde andre steder i Nordjylland. Først i Bjørnsholm ved Limfjorden – det er for selskabeligt. Så vælger han en bondemand i Svinkløv ved Fjerritslev, så nogle andre bønder i Grønnestrand, men synes, folk dér er for primitive. Han er alene og i dårligt humør, savner vennerne i Skagen og savner Martha og børnene. Martha undrer sig over, at naturen ikke trøster ham. Det plejer ellers at virke for hende. Men Viggo trænger åbenbart til nogen at tale med, konkluderer hun – han hører til "den art planter, som omhyggeligt må bindes til en stav, en sart fin plante, som ikke tåler at svaje i vinden", noterer hun i sin dagbog. Hun ender med at leje et hus til sig selv og børnene i Vedbæk. En hel sommer uden Viggo, men tæt på naturen virker helende. Hun tager i teatret og ses med gode venner. Sommeren har været: "uden slid på nerverne som i København. På piletræet vil jeg tænke venligt, der har jeg siddet og drømt en smuk drøm mere end én gang, grusgraven og den dejlige solnedgang. Køerne og fårene, al den fred, hele den mark her udenfor bar rummet for mig."

 Viggos mor er – selvom hun ikke er syg – gået permanent i seng. Helga er flyttet ind og plejer hende – blandt andet med masser af god litteratur. At have nogen at give sin kærlighed og omsorg til har gjort hende raskere end nogensinde. Viggo og Marthas børn kender kun deres farmor som:
 "lille, sart og gennemsigtig med mærkelige grå øjne med mørke vipper (…) mens øjnene selv udstrålede et indre lys og en uendelig mildhed. (…) Senere lærte jeg at forstå, at farmor nok ikke altid havde været lige mild og blid," skriver Viggos datter, Gerda. Viggo har ladet skinne igennem, hvordan han led under hendes hårde ord, da han var barn. Han inspireres til værket "Bedstemors fødselsdag. Kunstnerens mor og børn.”

Morens kunstinteresse har givet fornyet interesse for den efterhånden berømte maler. Hun og Viggo får forløsende snakke om hans barndom, om hendes hårdhed og om hans isolation og ensomhed, der førte til en øget sensitivitet og samhørighed med naturen. Måske gjorde hendes modstand alligevel noget godt for ham i sidste ende, tænker de. Da hun dør i 1892, er Viggo forløst omkring sin svære barndom med hende.
 I en tid, hvor mennesker dør af banale lidelser, og hvor børnedødeligheden er skyhøj, er man fortrolig med døden. Det er derfor ikke så underligt, at Viggo maler hendes lig dagen efter. Imens lister børnene omkring – de synes, det virker, som om hun sover.

Men med morens død blusser Helgas gamle psykiske skrøbelighed op, nu hvor hun ikke længere har nogen at give sin omsorg til. Viggo er bekymret, men tilbud om husly hos ham og Martha takker hun nej til. De har rigeligt at se til, mener hun. Viggo er officielt hendes værge og står for at udbetale et årligt legat på 200 kr. Økonomisk tilskud fra dem ønsker hun ikke.
 Også familien Johansens liv er under forandring. Ophold i Skagen er ikke længere en mulighed efter konflikten med Marie og P. S. Krøyer, og hvad næsten værre er: Marthas forhold til sin kusine, Anna Ancher, er belastet af kusinens nære venskab med Marie Krøyer. Elegante Marie Krøyer med sine dyre vaner står for Martha for sold og overflade, et dekadent liv:
 "Jeg føler afstanden mellem fru Krøyers interesser og mine, mellem hvad hun finder det værd at leve for i verden, og hvad jeg finder, er så stor, så jeg må sige, at jeg forstår slet ikke, man overhovedet kan rumme os begge."
 I en periode kan de kun skrive til hinanden og ikke ses. En anden nær ven, som også er kommet i klemme i Krøyer-konflikten, hvor han har forsøgt at mægle, er forfatteren Otto Benzon. Han forsvarer Marie Krøyer over for Martha og kalder hende en "omvendt snob", der rejser børster mod alt, der er velklædt og har manerer. Hvis Martha så mere skarpt, ville hun dømme mindre skarpt og rigtigere, mener han, og råder hende til at glemme alt om sagen. En søvnløs nat skriver Martha til ham:
 "Det var et underligt opgør (…) Det er denne Krøyerske sag – det har gjort mig så ondt. (….) Jeg kan ikke glemme, at De sagde, at hvis F. K. på grund af sin mistænksomhed osv. gjorde K. mindre elskværdig over for kammerater og i det hele taget skadede ham, så var det til dels min skyld. De har ingen anelse om, hvor ondt, det gjorde, da De sagde det. (…) Men måske er det også, når man har så få, man rigtig bryder sig om, at det er sværere. Egentlig var der kun tre mennesker, jeg sådan i snæver forstand satte pris på: Anna Ancher, Madsen og Dem."
 
Svært må det have været, da hun og Viggo ser P. S. Krøyers nye værker fra 1893: "Sommeraften ved Skagens Sønderstrand", hvor Anna og Marie går arm i arm, og "Ved frokosten. Kunstneren og hans hustru og Otto Benzon", hvor P. S. Krøyer, Marie og Benzon sidder i fortrolig og hyggelig samtale. At tolke værkerne som en skjult besked til Martha om, at vennerne er på deres side, ligger lige for, idet P. S. Krøyer almindeligvis ikke maler kun enkelte af deres venner sammen med ham og Marie.